Tværprofessionelt samarbejde – børn og unge-området

Den aktuelle udfordring

Det er en stor professionel udfordring at give en helhedsorienteret og sammenhængende støtte til børn og unges udvikling af livsduelighed og meningsskabelse. Det gælder den helhedsorienteret støtte her og nu i forhold til det liv, som børnene lever i deres hverdags-, familie- og institutionsliv. Og det gælder den langsigtede og sammenhængende støtte i deres livsforløb fra 0-18 år , fra de starter i daginstitutionen og slutter i ungdomsuddannelsen.

Pædagoger, lærere og andre professionelle omkring børn og unge arbejder ret adskilt fra hinanden. Hver profession har fokus på egne spidskompetencer og arbejdsopgaver, men ser ikke potentialet i det dynamiske samarbejde på tværs af professioner.

Professionerne har imidlertid, nu mere end nogensinde før, også en fælles opgave i forhold til børn og unges opvækst. Det tværprofessionelle og dynamiske samarbejde er derfor nødvendigt, for at løfte det fælles ansvar.

Det er eksempelvis tydeligt i den nye skolereform, hvor forventningerne til samarbejdet mellem lærere og pædagoger er skærpede. Her er forventningen at arbejdsdelingen imellem de to professioner ændres fra at være forholdsvis statisk og afgrænset til i højere grad at være udfordrende og dynamisk. Pædagogernes arbejde er traditionelt tæt knyttet til børnenes sociale og almene udvikling, og lærernes arbejde er i hovedsagen orienteret imod undervisning og læring. Forventningen er nu at disse afgrænsninger blødes op, så der kan skabes ‘et fælles tredje’. Udgangspunktet er stadig pædagogers og læreres forskellige faglige kompetencer. Målet er at udvikle ‘det fælles tredje’ – en fælles faglighed, som kan kvalificere indsatsen i forhold til børn og unges udvikling af indbyrdes relationer, samt deres personlige, faglige og sociale kompetencer.

Det gælder også for det tværprofessionelle samarbejde, som eksempelvis skal kvalificere arbejdet med inklusion og skabe kontinuitet i systemets måde at møde børn og unge på. Lærere, pædagoger, sundhedsplejere, socialrådgivere, psykologer og andre professionelle skal skabe et fælles fundament og udvikle et fælles sprog for at kunne fremme inklusion.

Det tværprofessionelle samarbejde handler derfor i sin helhed om den opgave og det ansvar, som professionerne har fælles. Det er en opgave og et ansvar, der fordrer et fælles fundament og en ny fælles faglighed. Det tværprofessionelle udviklingsarbejde handler derfor om at udvikle fundamentet for den helhedsorienterede og meningsskabende støtte til udvikling af livsduelighed hos børn og unge.

Udvikling af livsduelighed – et fælles ansvar

Det er et fælles ansvar for forældre og fagprofessionelle at skabe et bæredygtigt fundament for, at børn og unge kan udvikle livsduelighed.

For at kvalificere det tværprofessionelle samarbejde skal parterne skabe den fælles røde tråd, eller det kit, som kan skabe fundamentet for livsduelighed.

Det er hverdagens pædagogiske valg og handlinger, som samlet set kan skabe grundlaget for udvikling af livsduelighed. Det er her professionerne skal lede efter og skabe den røde tråd, der kan samle og medvirke til, at børn og unge oplever helhed og mening i deres institutionsliv her og nu, og i deres livsforløb 0-18 år. Vores bud på en bæredygtig pædagogik rummer en sammenhængende tilgang som kan skabe et stærkt, meningsfuldt og understøttende fundament for børn og unges trivsel og læring med udgangspunkt i både den enkelte og fællesskabets potentialer. Det er en tilgang, som kan integreres i professionernes værdi og arbejdsgrundlag i praksis. Den bæredygtige pædagogik kan således medvirke til at skabe helhed og sammenhæng, på de indre linjer i en ellers fragmenteret hverdag.

Fokus i den bæredygtige pædagogik er at skabe såvel faglig som social mening for den enkelte og for fællesskabet. Pædagogikken understøtter læringsmiljøer, hvor læring og trivsel er hinandens forudsætning og fremmer dermed udvikling af et inkluderende miljø. Det er således et systemisk fokus på at skabe kvalitet i de relationer, som kan fremme et bæredygtigt læringsmiljø.

Faglig mening
(mening/viden om noget)
Social mening
(mening/viden delt med nogen)
Relationen mellem børnene
Relationen mellem børn og voksne
Relationen mellem de voksne

 

Peter Senge, som er kendt for sin teori om den lærende organisation, har også et bud på den røde tråd, som i øvrigt har flere lighedspunkter med den bæredygtige pædagogik. I bogen The Triple Focus har han et tredobbelt fokus på læring. Det indeholder tre afgørende kapaciteter, som børn og unge har brug for, hvis de skal kunne navigere i fremtidens komplekse samfund: et indre, et relationelt og et systemisk fokus:


    1. Det indre fokus, der handler om have fokus på børn og unges indre verden. De skal lære at mærke sig selv, forstå
      og handle på deres følelser. Hermed bliver de også i stand til at koncentrere sig – og de oplever mening og
      motivation for at lære.
    2. Det relationelle fokus, der handler om at lære børn og unge at forstå andre og føle empati, så de kan sætte sig ind i
      andre menneskers perspektiv, vise omsorg og medfølelse. På den måde bliver de bedre til at samarbejde, skabe
      sunde relationer og modvirke eksklusion eller mobning.
    3. Det systemiske fokus, der handler om at give børn og unge en forståelse for en større verden – hvordan systemer
      interagerer og skaber net af indbyrdes afhængighed. Det gør, at de får forståelse for den komplekse verden og
      relationers betydning for deres læringsprocesser.

Udvikling af livsduelighed er således en større opgave, og rækker ud over de specifikke og afgrænsede fagområder, som hver enkelt profession traditionelt tilbyder.

Ledelse og rammevilkår

Vores tilgang til det tværprofessionelle samarbejde er, at det ikke er muligt at adskille trivsel/det sociale fra læring og didaktik, når vi taler om et helhedsorienteret læringsmiljø. Professionernes arbejdsdeling må derfor udvikle sig dynamisk i forhold til de konkrete situationer og udfordringer, som opstår i samværet med børnene. Det er en markant ny situation for professionerne, som de ikke er forberedte på. Det samme gælder i øvrigt også for skolers og institutioners ledelse.

Vi ser derfor en opgave i at medvirke til udvikling af en bæredygtig pædagogik og til at skabe en fællesskabende samarbejdskultur, hvor barnets behov for trivsel, behov for læring og behov for fællesskaber kan fremmes. I dette arbejde er det nødvendigt at fokusere både vertikalt på samarbejdet mellem professioner og horisontalt på samarbejdet mellem beslutningstagere.

Udvikling af en dynamisk og fællesskabende kultur kan illustreres ved følgende model:

udvikl_didaktik

Professionerne arbejder her sammen med henblik på at skabe et alsidigt og differentieret læringsmiljø. Her indgår børns og unges forskellige forudsætninger, potentialer og motiver med henblik på at nå såvel fælles som individuelle mål. Læringsmiljø som begreb skal opfattes bredt, fra de fysiske rums indretning og materialeanvendelse til læreres og pædagogers tilrettelæggelse af de emotionelle, faglige og sociale udviklings- og læringsrum for børn og unge.

Det er afgørende, at ledere og medarbejdere på alle niveauer har en anerkendende og ressourceorienteret
tilgang til det tværprofessionelle samarbejde i læringsteam og i ledelsesteam:

Læringsteams

På de fleste skoler består medarbejdergruppen af flere professioner. De fleste skoler har længe arbejdet med lærerteams. I det tværprofessionelle samarbejde er teamsamarbejdet ikke karakteriseret ved at være ‘med lærere’, men ved at være ‘om læring’.

Det er et nyt fokus, både hvad angår indhold og samarbejdsformer.

Opgaven er kompleks og kræver, at der udvikles en fælles kultur om elevernes læring og trivsel.

  • Det bæredygtige læringsteam understøtter at der skabes gensidigt forpligtende relationer børnene imellem, mellem børnene og de fagprofessionelle samt mellem de fagprofessionelle i teamet.
  • Det bæredygtige læringsteam understøtter, gennem det målrettede arbejde med gensidigt forpligtende relationer, at der skabes såvel faglig mening som social mening i læringsmiljøet.

Ledelsesteam

Bæredygtig ledelse ser sammenhæng mellem struktur – relationer – indhold, og er typisk kendetegnet ved følgende dimensioner:

  • Ledernetværk.
  • Ledelse af evalueringskultur:
  • Ledelse af tværprofessionelt samarbejde:
  • Fællesskabende ledelse.
  • Forandringsledelse og implementering